Søren Frank (Københavns Universitet): Hvornår gik det galt? Johannes V. Jensens Den lange Rejse som en utilsigtet genealogi over Antropocæn.
Foredragets fokus er dobbelt: dels en læsning af Jensens romancyklus Den lange rejse (1908-1922), dels en introduktion til teorier om Antropocæn. I Jensens ambitiøse projekt skildrer han menneskets udvikling fra forhistorisk tid til moderne civilisation, fra aberne til Christopher Columbus. Centrale temaer omfatter kampen for overlevelse, jagten på viden og den menneskelige ånds og opfindsomheds triumf. Genremæssigt blander Den lange rejse myte, historie og fiktion for at udforske menneskets fremskridt og skæbne, hvilket kulminerer i en vision om menneskets kontinuerlige rejse mod oplysning og selvrealisering.
Selvom begrebet Antropocæn først efter år 2000 blev en udbredt betegnelse for en ny geologisk epoke, der afløser Holocæn, så er det min tese, at teorierne om Antropocæn og en læsning af Den lange Rejse gensidigt har noget at tilbyde hinanden. Præmissen for denne tese hviler imidlertid på to særlige læsestrategier. Den ene baserer sig på en alternativ teori om Antropocæns udvikling i forhold til de mest gængse, som daterer denne epokes begyndelse til enten 1945 eller 1784. Den anden læsestrategi skifter opmærksomheden fra effekterne af Antropocæn til årsager bag den nye geologiske epoke, for eksempel fra økologiske ødelæggelser til menneskelige aktiviteter.
At betragte Antropocæn som en konsekvens af dyb historie og akkumulerende processer kombineret med et fokus på årsager frem for effekter betyder, at jeg vil forsøge at læse Jensen imod hans egne intentioner. I stedet for at være en alternativ skabelsesberetning baseret på evolutionsteori, der hylder den ekspansionistiske aktivitet hos det nordisk-gotiske menneske, bliver det muligt at læse Jensens myte som en lang rejse mod planetarisk ødelæggelse og måske endda artsmæssig selvdestruktion.
Søren Frank er professor i dansk og nordisk litteratur på Københavns Universitet. Hans seneste udgivelser tæller bl.a. monografien "A Poetic History of the Oceans" (2022) samt artiklerne ”Emigrant Literature, World Literature, and National Literature: The Case of Georg Brandes” (2025) og ”Den industrielle kyst: Cheminova i dansk samtidslitteratur” (2025). Sammen med Frederike Felcht og Katie Ritson udgiver han i 2026 antologien "The Sea in Nordic Literature". Søren Frank er desuden medlem af Academia Europaea og leder forskningsprojektet ”The Coastal Anthropocene: Literary Visions of Past and Future Shorelines”.